Overskriften siger pretty much det hele.
Med endometriose, kommer "udfordret" immunforsvar. (by the way, elsker at bruge ordet udfordret, for nedsat er åbenbart ikke den rigtige betegnelse af uransaglige årsager)
Jeg synes, at de sidste par år har været bedre i forhold til at blive syg i tide og utide, men det er åbenbart kun mig selv der synes det. For når jeg kigger ned igennem min kalender på arbejde og taler med min omgangskreds, så er jeg stadig meget syg. I hvert fald mere syg end alle andre er.
Eks:
Fik en forkølelse i sidste uge, det er så desværre endt ud i en lungebetændelse og dermed er 200,- af mine hårdt tjente penge til pencillin og andet godt fra lægen. FML.
Men tilbage til det med "ikke at være syg så ofte".
Jeg tror jeg er god til at fortrænge, sådan virkelig god til det.
Jeg synes at jeg er meget mindre syg end jeg plejer at være. I hvertfald når jeg er rask. Når jeg ikke har smerter, eller ondt i hele kroppen eller feber, influenza og hvad der ellers kommer af crap sygdomme med endoen, så synes jeg det er "åhhh så længe siden jeg har været syg" og så blir jeg helt glad inden i og tænker " Nu kører det her shit, nu er jeg lige som alle de andre, nu er jeg ikke hende "den syge"".
Men så, som nu, hvor jeg ligger i sengen på dag nr 5 og ikke har udsigt til raskmelding inden for de næste par dage, så blir jeg så skide depressiv. Sådan virkelig depressiv, jeg kan ikke se udover sygdommen og fortæller mig selv at jeg også ALTID er syg og så kommer den dårlige samvittighed, skyldfølelsen og alle de andre dårlige tanker.
Og jeg skal hilse og sige, det er skide svært at slippe af med de tanker når man ligger under dynen og ved, at man ikke får lavet det arbejde der ligger på kontoret, man får ikke skrevet på den opgaven som gruppen skal lave i skolen, man får aflyst alle de aftaler man ellers havde set frem til og sidst men ikke mindst, man får overhovedet ikke overholdt sin endo-diæt. Jeg gør i hvertfald ikke.
Jeg magter ikke, at hakke og snitte når jeg er syg. Jeg har vitterlig levet af ostemadder (bad move I know) kiks med chokolade (endnu værre move) og frugt (ikke så slemt et move).
Jeg var ellers kommet ind i en god rytme med morgenmad, frokost og aftensmad (her skal det indskydes, at jeg aldrig har været god til at overholde at spise de rigtige måltider på det rigtige tidspunkter, så er i træninglejr med hjælp fra min læge) og altsammen den endo-venlige version.
Men så ligger man her og man er alene, så når der skal mad indenbords, blir det de nemme løsninger og det blev rugbrød med ost og kiks..
Så når denne omgang er ovre, så skal jeg tilbage i kampen og madvognen, søvn-vognen og så fortrænge denne omgang sygdom så jeg igen kan synes at jeg har styr på mit shit.. om ikk andet for et kort øjeblik.
I mellemtiden vil jeg tænke på de ord, jeg en gang læste fra Dalai Lama, frit efter hukommelsen; " Når man er syg, kan man ikke gøre andet end at være i det. Stresser man over det, så forlænger man sygdommen".
Hmmm Ikke nemt at gøre, men vil give det et forsøg, sammen med en pokkers masse the, pencillin og pectyldråber (som smager af crap) og håbe at sygdommen forsvinder lige så hurtigt den kan..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar