Kvinder og børn

Hvad definere en kvinde?

En søndag eftermiddag, 4 kvinder i starten af 30’erne, hvor af den ene er mor til en 5 årig, den anden højgravid og en uden børn, men som glæder sig til at få et par eller fem og så mig, som rosinen i pølseenden.

Samtalen kommer, logisk nok og meget naturligt ind på graviditet, børn og ønsket antal og hvor ”super fantastisk” det er at blive mor og hvor meget moren til den 5 årige ikke bare kan vente med at få nr 2.

”Nå Rosin, hva med dig?” Spørg den 5 åriges mor. ”Hva med mig?...” svarer rosinen. ”Ja hva med dig og børn. Skal du ikke også have et par??” Det er omkring her, den 5 åriges mor, opdager min totale ligegyldighed i øjnene. ”Nææ det tror jeg ikke, jeg skal… ” svarer rosinen i pølseenden.

Og så er det, det sjove først begynder (mærk/læs og gennemsku gerne sarkasmen i den sætning)
”Jamen skal du ikke have børn??? Ej men det er også bare fordi du ikke har fundet manden i dit liv..!?!?!” Her er det jeg nærmest kan mærke desperationen sive ud af moren og kan også ligefrem høre den i hendes stemme. Mit svar, er et ryk på skulderne og standard svaret kommer fra mine læber, som så mange gange før. ”Jeg er bare ikke mor-typen”

Den 5 åriges mor, kigger undrende på mig, som om hun har lyst til at skrige. ”Jamen man kan da ikke ville have børn!!?!?!?!??!???”.

Og mellem os kære læser, det er ikke fordi jeg ikke er mor-typen. Jeg er faktisk overbevist om, at jeg ville være en rocker god mor. Jeg er den af mine veninder, der altid har en lille taske pakket, så vi aldrig mangler noget når vi skal i byen, på oplevelse eller bare ude og gå en tur en varm sommerdag. Jeg har altid noget at snacke på, noget til at klare klamme baktier med, eller lidt at drikke, skulle tørsten melde sig. Jeg er hende der har styr på alle andres aftaler, inkl sine egne. Hende der går tidligt i seng og tidligt op. Jeg kan hygge og pjatte og være seriøst. Jeg synes børn er skønne. Men det er ikke lig med at jeg selv vil have dem og ikke ensbetydende med at jeg ikke er ”mor-typen”.

Det er bare ensbetydende med jeg ikke vil have børn.

Sådan har jeg altid haft det, jeg var ikke hende, der i teenage årene planlage bryllupper, navn til mine kommende børn eller forestillede mig min kommende mand gående ned af kirkegulvet.

Jeg var mere hende der tænkte, at den tager vi når vi kommer dertil og jeg blev alle dage mødt med følgende begrundelser på, hvorfor jeg ikke ville have børn eller kunne se mig selv blive gift; ”Det er fordi du ikke har fundet manden. Det er fordi du ikke har haft med børn gøre. Det er fordi du er ung. Det er fordi………. ”

Det er ikke fordi en skid!!!!

Men hør her, jeg havde manden, jeg er blevet ældre og jeg har passet flere børn i længere perioder end de fleste oplever inden de bliver 40 år. Men lad det nu ligge.

Det er ikke så meget her mit problem er.

Mit problem er følgende: Hvornår er det at ikke ville have børn, blevet lig med at jeg er mindre kvinde end mine jævne aldrende der har et par eller fem??? Hvornår blev jeg mindre kvinde end de kvinder der ikke har børn, men ønsker dem? Hvornår blev jeg mindre feminin? Hvornår blev jeg mindre attraktiv, på grund af manglende børn og ønske herom? Hvornår blev jeg mindre feministisk? Hvornår blev jeg meldt ud af den kvindelig medlemsklub, som jeg by the way, slet ikke vidste man kunne miste medlemskab i, medmindre man fik en kønsoperation og derved var blevet medlem af den mandlige medlemsklub.